Alexander Svenson blev født d. 20. september 1856 i Boarp – Södre Ljunga i Kronoberg Län i Sverige. Alexander emigreret til Danmark som 21-årige sammen med sin søster Sara Maria. Alexander bosatte sig i Sofiegade nr. 3 på Christianshavn, og senere flyttede han til Mattheusgade nr. 3. I november måned 1887 er han bosiddende på Oehlenslægersgade nr. 28. Hvordan Alexander mødte Johanne Marie Hørup ved jeg ikke, men deres to første børn blev født inden de giftede sig i 1888. De bosatte sig i De Classenske Boliger på Frederiksberg, hvor de fik 7 børn.


I februar måned 1898 døde Alexander i en arbejdsulykke, og Johanne var nu alene om at forsørge sine 7 børn, samtidig med at hun var højgravid – det yngste barn var 1 år gammel og den ældste var 13 år. Kun to måneder efter Alexander’s død fødte Johanne i april måned en datter som bliver døbt Johanne Alexandra. I maj måned dør Johanne’s 1 årige datter Alexandra Ida. Hvis du går videre til side 7 skriver jeg lidt mere om dette.




I 1901 blev Johanne Marie gift igen, efter at have være enke i 3 år. Niels Peter Johansen som Johanne blev gift med kom fra Roskilde. Niels Peter var 39 år da han blev gift med Johanne. Niels Peter var født i Kildehusene i Roskilde, og da hans forældre døde tidligt kom han ud at tjene i Svogerslev, inden han flyttede til København.
Johanne selv var født i 1864 på Christianshavn, men boede de første år af sit liv i Valby og på Frederiksberg. Inden hun fik sit første barn med Alexander arbejde hun hos sadelmager Sørensen på Vesterbro. Niels Peter og Johanne havde bopæl en del steder efter de flyttede fra de Classenske Boliger i 1906. De boede bla. på Bogøvej, Lyøvej, Nordre Fasanvej, Kapelvej, Ingerslevgade, Ragnhildsgade og Blågårdsplads, i flere perioder boede Johanne’s mor hos dem – hun blev også en gammel dame på 84 år og også Johanne’s bror Carl Peter Hørup boede i perioder hos dem inden han døde.
I 1930’erne bosatte Niels Peter og Johanne sig i Guldbergs Have, her døde Niels Peter i 1939 og Johanne flyttede derefter til De Gamles By i København, hvor hun døde i 1945. Johanne blev bisat fra Sønder Kapel på Bispebjerg Kirkegård og efterfølgende begravet på Kirkegården sammen sted som Niels Peter også var blevet begravet.

Johanne og Niels fik i deres ægteskab to børn Niels Christian Alexander Johansen som blev født i 1903, men som desværre døde året efter.
Datteren Violet Johanne Florence Johansen blev født i 1907. Hun blev senere gift med Osvald Constantin Laurits Bech i 1925 og fik børnene: Lissie Ruth Bech f. 1925, Preben Osvald Bech f. 1926 og Grethe Gudrun Bech f. 1927, Bent Osvald f. 1930, Leif Bech f. 1932, Palle f. 1927 og Kirsten f. 1939.
Niels og Johanne adopteret også en dreng Knud Erik Larsen som var født i 1917. Familie historien siger at, det var naboens dreng de adopteret da moderen pludselig rejste til USA. Jeg har dog efterfølgende fundet moderen i Danmark hvor hun bor sammen med Johanne og Niels i Ragnhildsgade i København.
Knud blev senere gift med Edith Perlt og fik sønnerne Knud og Jørgen. Knud og Edith boede på Islands Brygge på Amager, Knud døde i 1983 og Edith i 2005.
På de næste sider vil jeg fortælle lidt om Alexander og Johanne Marie’s børn.