Michael og Dorthea – mine oldeforældre og deres børn

Min oldefar Michael Nørgaard Kristensen blev født 16. oktober 1891 hjemme på den gård, hvor hans mor Gjertrud Marie var vokset op. Han var nummer syv i søskendeflokken ud af ni børn som hans forældre fik.

Michael have sin opvækst på den gamle slægtsgård Nørregård i Vindblæs i Himmerland, som forældrene havde overtaget efter bedsteforældrene i 1886. I 1905 tog hele familien efternavnet Nøhr efter slægtsgården.

Michael lærte min oldemor Dorthea Katrine Jensen at kende ved en fest på den lokale markedsplads i Løgstør. Ud fra gamle breve – som Dortheas søster Jensine skrev til deres forældre – var Michael en slet karl og de kunne ikke forstår hvordan Dorthea kunne gifte sig med ham.

Dorthea Katrine Jensen var født Aagaards Skov i Kettrup d. 30. april 1891, og som jeg nævnte ville hun i starten ikke have noget med ham at gøre. Efterhånden fik han blødt hende op og de blev gift i Vindblæs Kirke i 1911. De flyttede efterfølgende til Løgstør hvor de boede flere forskellige steder i byen blandt andet i Fischergade, Toldbodgade og på Havnevej.

I løbet af deres ægteskab fik de otte børn inden deres ægteskab sluttede ca. i 1935. Dorthea flyttede efterfølgende til København, og forlod dermed de tre yngste børn hos Michael. Dorthea bosatte sig i Stengade og hvor hun døde i 1957. Michael flyttede i 1970 til København, hvor han boede i Rødovre hos datteren Tytte.

Da Michael blev 80 år i 1971
var der et fint indlæg i avisen, han døde i 1975 og blev begravet på Grøndalslund Kirkegård