Jeg har interviewet min mormor Ragnhild f. Nøhr et par gange. I henholdsvis 1996 og i 2003, om sine bedsteforældre fra Aggersund.
I interviewet fra 1996 fortalte hun følgende om sine bedsteforældre – Elsemarie og Kristoffer:
” Hun var en meget hyggeligt en og hun havde sådan en skål – glasskål der stod inde i den fine stue, der måtte vi få lov – hvis vi sad stille – og kigge på alle de postkort der var – det var jo en hel ære.
Det var værre nå vi skulle sove derover. Hun havde mus i sengen, der var halm i sengen, så det var vi ikke så glade for. Hun havde i haven to store hække med solbær og de var så store, så jeg aldrig har set så store solbær.
Min bedstefar – de havde et bord der stod – du ved der imellem to vinduer der sad han altid og rullede sit skæg. De var meget rare mennesker, og så havde de en spytbakke og oversengen, det kan jeg huske det altid fascineret mig, sådan en man kunne hejse sig op i, du ved de havde i gamle dag, når de ikke kunne komme op af sengen, de var meget hyggelige mennesker, det var de altså. Der var meget meget rent deroppe, det kan jeg godt fortælle dig, hun havde altid sådan et spisekammer to trin op, de havde altid et stort fad med mælk så hun kunne skumme af”.
I interviewet fra 2003 sagde hun følgende:
“Jeg kan huske hvordan mine bedsteforældre Kristoffer og Else Marie boede. Det var et yndigt lille hus. Den ene stue som de brugte hver dag havde et bord imellem to vinduer, der sad vor bedstefar og snoede sit skæg, han havde en pose med sukkerknalder og den pose bukkede han ned og så fik vi et stk. sukker. Over den anden væg var der en send der hængte en strop i loftet, så de kunne hejse sig op i, når de skulle ud af sengen. Der var et billede på væggen, hvor der var en mand der trak en ko og han sagde til ko’en – kom så da.
De havde en pæn stue som vi fik lov til at komme ind i, men vi skulle sidde pænt der stod en opsats på bordet, der var kort og breve i, som vi godt måtte se – men vi skulle sidde pænt.
Der var en brønd udenfor som de trak vand, bedstemor sagde hun skulle i kjålen efter vand.
Det var søde og rare mennesker, men folk var fattige dengang, men vi følte de var rige og bedstefar sagde altid – hi hi han var glad, de syntes selv de havde det godt”.